Arveafgiften er et socialliberalt fyrtårn

I Sverige är arvsskatten avskaffad sedan tjugo år, men på andra sidan Öresund finns den fortfarande kvar. CUF:s danska syskonförbund Radikal Ungdom anser att stora arv bidrar till att skapa orättvisa ekonomiska skillnader redan från livets början. Därför vill de gå ännu längre och införa ett tak på hur stora summor man ska kunna ärva, skriver deras ekonomisk- och näringspolitiska talesperson Ask Ellebjerg.

Foto: Ansgar Scheffold

Lang tid før radarens og GPS’ens opfindelse styrede skibene med kort, kompas og ikke mindst med fyrtårnets klare lys. Uanset hvor stort et skib du var, uanset hvilken last du havde med ombord, og uanset hvilket land du var stævnet ud fra, var en ting sikkert; fyrtårnets lys gav alle en mulighed for sikkert at navigere i mørke. Arveafgiften skal fortsat sørge for, at netop dette lys er for alle i en tid, hvor polariseringen og uligheden er stigende. For os socialliberale gør det ikke noget, at der er stor forskel på rig og fattig, så længe millionærens og kassedamens børn starter med den samme båd og samme muligheder for at lære at sejle den. Så må forskellen hjertens gerne opstå gennem livet som følge af flid og hårdt arbejde. Til gengæld er det et problem, når gennemsnitsarven i Danmark er 1,1 millioner kroner, mens medianarven ”kun” er 400.000. For når arven bliver stor, er det ikke længere vores evne til at dygtiggøre os i at sejle på livets hav, der afgør, om vi kæntrer. Det er hvem der fik den store båd i fødselslotteriet. Arveafgiften og arveloftet modarbejder netop dette lotteri. De fremmer, at alle starter livet med det samme udgangspunkt og derefter må arbejde for at komme til toppen. 

Arvebeskatning og et arveloft er en god idé, fordi beskatning af arv er en sund måde at få penge i statskassen på. Denne form for beskatning skævvrider samfundet nemlig langt mindre end beskatning af arbejde. De penge, som staten tjener på arvebeskatningen, skal efter vores mening bruges på at sænke indkomstskatten eller på investeringer, som mindsker uligheden i vores samfund såsom uddannelse, sundhed, grøn omstilling og så videre.

”Staten skal have respekt for de dødes sidste ønske” - dette argument er ofte brugt, når samtalen falder på beskatning af arv. Argumentet er komplekst, for vi tror bestemt ikke at nogle ønsker at undergrave de dødes sidste ønske.Samtidig må vi også slå fast, at vi skal lave politik for de levende. Arveafgiften og arveloftet tager penge væk fra nogen mennesker og kompromitterer måske dermed dødes ønske. Dette har vi dog ikke det store moralske problem med - især ikke når de penge, vi tager væk fra arvingerne, ikke er nogen de har arbejdet og gjort sig fortjent sig til - altså lige med undtagelse af den store præstation at vinde befrugtningsræset. Vi skal i nutidens samfund lave politik, der tilgodeser alle dets borgere på lige præmisser, ikke på baggrund af hvem du lige har lagt i graven. Det gør vi, fordi størrelsen på en eventuel arv ikke skal afgøre, hvilke farvende du kan sejle på.

Skal staten så tage alt fra bedstemors arvestykke af en ring til bedstefars pensionsopsparing? Svaret er nej. For du skal naturligvis kunne arve ting med affektionsværdi såsom bedstemors ring. Vi i Radikal Ungdom vil blot gerne forhindre, at din fremtidige økonomi bliver afgjort af fødselslotteriets tombola. Vi ønsker derfor et højt bundfradrag, således at alle får mulighed for at arve det følsomme. Det er den store pengearv, vi ønsker at beskatte og sætte et loft over.

Et andet argument, ofte hørt i debatten om arveskat, er, at det er en dobbeltbeskatning. Faktum er dog at vi mange steder i samfundet har en dobbeltbeskatning eller en dobbeltafgift. Disse skatter er et politisk værktøj til at regulere marked og samfund. Dette er netop sådan, vi socialliberale ser arveafgiften. Den skal bruges som et middel mod en stigende ulighed og problematiske samfundstendenser vedrørende individets lige muligheder. Derudover gælder det, at vi generelt beskatter dér, hvor penge skifter hænder. Det gælder fra køber til sælger, fra arbejdsgiver til arbejdstager. Arv skal ingen undtagelse være.

Virksomheder er dog en lidt anden sag, når samtalen falder på arv. I Danmark var der i 2024 ca. 60.000 familieejede virksomheder, der skaber over 800.000 arbejdspladser på landsplan. Disse betyder naturligvis meget for dansk økonomi, derfor er det også vigtigt at vi finder den rigtige løsning for dem. I Radikal Ungdom mener vi først og fremmest, at både privatpersoner og virksomheder skal have samme arvevilkår for at undgå en opfordring til at kreere falske virksomhedskonstruktioner. Vi skal dog være opmærksomme på, hvordan disse virksomheder stadig kan beholdes på familiens hænder.

Et godt eksempel er den henstandsordning, vi har i Danmark. Henstandsordningen gør det muligt for virksomheder at udskyde deres skattebetaling i op til 30 år, når virksomheden skifter ejermand. Dette beskytter virksomheden mod den store likviditetsbelastning, der kommer, når den overdrages/ændres. I visse tilfælde er det helt sikkert korrekt, at nogle virksomheder klarer sig godt grundet familieejerskab, men dette er ikke en naturlov. Det gode ved det frie marked er jo netop, at der kan komme dygtigere mennesker og overtage den samme virksombed, forbedre den og skabe endnu mere vækst.

Det er altså vigtigt, at vi som samfund ikke bare antager at familiearvingerne er de bedste til at føre virksomheden videre. Vi skal lade den båd, som virksomhederne er, blive styret af den dygtigste kaptajn og ikke ham, som tilfældigvis lige stod forrest i køen til roret.

Ungdommen skal være princippernes vogter. Derfor må og skal vi unge socialliberale også i tilfældet med arveskat stå fast på princippet om at skabe det mest gunstige samfund, hvor individets muligheder afgøres gennem dets egne evner og arbejde.

Vi må altså som socialliberale unge kæmpe for en retfærdig arvebeskatning, således at fremtidens unge fra mindrebemidlede familier ikke bliver tabere i et fødselslotteri. Vi skal som unge stille os på princippernes bakke, hvor vi kæmper for individets lige muligheder fra fødslen, og sætter denne kamp over kampen mod statens indtægter.

Det vigtigste for vores socialliberale samfund må være, at vi allesammen skal kunne se fyrtårnets lys – så må det være vores evner til at sejle, der afgør, om vi går på grund.